Min farfar lavede det samme hver dag på en fabrik,
opsynsmanden sørgede for at der ikke var tid til slack.
Hele hans arbejdsliv gik med at skrue på et gevind
alt det skrueri satte sig i hans krop og hans sind.

Min farfars hånd skruerede også når han ikke var på job,
det var som om hans hoved ikke kunne sige stop.
Kompensation for hans tics var ikke noget han fik,
han fik kun en plads på anstalten, da det slog klik.
Grunden til at jeg mindes min farfar efter alle disse år,
er fordi at den plads han havde, det er nu der, hvor jeg står.

Nok står jeg ikke på fabrik men derimod på kontor,
det er ikke møtrikker jeg skruer på men sætningers ord.
Det er dog den samme mus jeg holder om hver eneste dag
og snart kan mine fingre heller ikke lette deres tag.

Jeg frygter, at jeg ikke kan komme til at give hånd til min ven
eller komme til at kærtegne min kæreste igen.
Nok har meget ændret sig siden min farfar han var på job,
men vanrøgten af mennesker er endnu ikke bragt til stop.
Jeg råder mine kolleger til snarest at give slip,
inden deres greb kun kan løsnes med et kirugisk klip!