Det sniger sig
ind under huden.
Det klør,
som den tidsel, jeg prøvede at undgå.
Og mærket er stort
og svier og bider og ligner
omridset af min første, rigtige kærestes bil,
som jeg fik lov at køre ved stranden,
og nu er jeg for længst holdt op.
Holdt op med at tænke over,
hvad der kunne være blevet af os,
når jeg et kort øjeblik glemmer,
at jeg nu igen er alene og uden den bedre halvdel,
som så viste sig at være den rene indbildning.
Og jeg be’r til,
at blive sluppet fri,
så jeg en dag kan blive hel.
Men fordi jeg er en ko,
og ekskæresten er en ko,
og alle andre mennesker er køer,
der uforstyrret tygger drøv indtil det kilder ved ørene,
farer jeg hele tiden vild
i måske og hvad nu hvis,
og der skal jo også være mælk og plads til alle.

Men det sniger sig ind under huden,
som kærtegnet, når jeg blev aet med hårene.
Det ligger dér og venter.
Venter på at flyde over,
når jeg finder en måde at bryde ud på.
Når jeg bliver træt nok
af at være placeret i det lammende håb
af ubetinget kærlighed på trods,
og det kommer nok en dag,
når fornuften vender tilbage.
Det forsvinder nok en dag,
når der ikke er andet tilbage
end at grine
over dengang vi gik fra hinanden,
fordi det ikke var nok at elske.

Og så vil jeg stadigvæk tude over,
den manglende handlekraft,
dengang jeg bare gerne ville have din ring på min finger,
og du ikke kunne finde den,
fordi du ikke forsøgte.
Men jeg vil lakonisk kunne fortælle
om alle de køer en ko skal igennem,
for at opdage sig selv
når klokkerne ringer,
og man bliver i tvivl om,
om man skal følge strømmen eller sit hjerte.