Spes
Som vandet flyder jeg
brusende i livets blinde gyder,
intet forestående er blivende
og uroen i sindet trætter og
mætter mine øjne.
Som vindene søger jeg
genvejene mellem bjerge
og dale. Alt er stabilt men usagt,
troen og styrken i mig
er velbevarede løgne
Som månen lyser jeg i
den frostklare vinternat.
Et falsk håb i mørket hvor
uskylden ligger dybt begravet
i den hvideste sne
som jorden lever jeg
dybt under de drømmende,
slumrende med lukkede øjne.
Bedende på slidte knæ,
ventende på alt skal ske.
Skriv din kommentar her: