Vi er ikke stærke, når døden kommer.
Ingen er.
Vi er bittesmå, magtesløse fragmenter
i en uendelig collage.
Vi er ikke modige, når døden venter.
Uendeligt misforstået, meningsløst.
Hvilken skaber har vi?
Hvilken overmagt krydser klinger med
det skabte?
Vi er ikke stærke, når lyset forsvinder.
Heldigvis!
Vi forstår ingenting.
Heldigvis!
Vi er bankende organismer,
som bare ved,
at de intet ved.
Tilværelsens ulidelige lethed,
forsvinder,
forbinder,
os igen –
og igen.
Mette Honoré