Jeg er fanget
i et bur af mine
egne ribben
Et gammelt hulrum
jeg ikke kan finde
en måde at komme ud af
Så tag mit slidte hjerte og tag
min brugte sjæl
Tag mig ud på den anden
side af poesibøger og rødvinsånde
Tag mig helt derud
hvor du befrier min vejrtrækning
og slår mig itu
Så jeg igen kan dulme bagved
ribben og åndedrag
og det blod, der løber
fra det åbne sår
der er det transplanterede organ
jeg prøver at integrere
i det kaos fagfolk kalder
kroppen
Mit forliste museum
Bysten over alle byster
Mit navn på en guldplatte
Forglemmigejerne
findes ikke her
Jeg transformeres langsomt
til et eksalterende organ uden
et sted at bo

Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
tro når mit legeme går i opløsning
som valmuer i vejkanten
Jeg ved snart ikke
hvad jeg skal
gøre når den ekser
som rustne fjedrer i regnvejr
Jeg ved snart ikke
hvor jeg skal gå
hen når jeg ikke kan gå mere
Den lille pige med svovlstikker og ømme tæer
Den lille pige med det store hjerte
der banker sig selv i stykker
Den lille pige, der er for lille
til følelserne, der gemmer sig
i buret af marv og knirkelyde
Så tag mig
og spred mig ud over markerne imens
jeg dør som snefnug i solskin
Tag mig med
væk som mørket i natten
der bliver ved og ved og
ved med at være den insisterende
kraft i mine ord
når jeg råber på dig
Be’r dig tage mig helt derud
hvor vi ikke kan bunde og jorden
først er giftig
når vi har fundet et helle

Tag mit hjerte og tag min sjæl
Hiv mig
ned i dybet
Over på den anden side
hvor solen er så rød
at jeg kan male valmuerne som grafitti
eller flette kranse
vi kan bruge som dekoration
på vores gravstene
Så vi har noget pænt at kigge på
når vi kommer igen